Kattens Blodgrupper og
Deres Betydning for
Opdrættere

Af Judith Picknell ¹

Problemet dødelighed hos nyfødte (neonatal dødelighed)
Grundlæggende blodgrupper hos kat
Problemer med uforenelighed
Praktiske implikationer
Blodgruppernes fordeling
Forsøg på at eliminere disse uønskede gener
Sandsynlig fordeling af blodtyper fra kendte procentdele af type 'B'
Den historiske baggrund for Cornish og Devon Rexer
Anerkendelser
Links

Problemet dødelighed hos nyfødte (neonatal dødelighed)

Opdrættere af katte har gennem flere år oplevet problemer med en uforklarlig dødelighed af killinger, en dødelighed, der angreb nogle racer mere end andre. På et tidspunkt mente man, at disse problemer - som man kaldte fading kitten syndrome - skyldtes en latent FeLV eller FIV infektion, og mange af os tilbragte mange søvnløse nætter, mens vi ventede på resultaterne af endnu en gentestning fra virologilaboratoriet i Glasgow (den gang fandtes ingen in-vitro prøver, frembragt i løbet af få minutter hos dyrlægen ). Med tiden viste resultaterne til vores lettelse ingen forekomst af infektion, men kunne ikke forklare, hvorfor en rask hunkat med masser af mælk mistede de fleste eller alle tilsyneladende raske killinger i et kuld inden for får dage efter fødslen.

Sommetider faldt parring til en anden hankat mere vellykket ud, og nogle parringer blev derfor affærdiget som uforenelige uden nogen form for en reel forståelse af, hvorfor kombinationen slog fejl i frembringelse af levedygtigt afkom. Ofte blev avlshunner af god kvalitet neutraliseret med begrundelser som dårlig avlskat eller dårlig mor på grund af deres vedblivende manglende evne til at opfostre deres killinger.

Forskning udført tidligt i 90'erne af professor Urs Giger og hans gruppe ved University of Pennsylvania viste imidlertid en anden grund til neonatal dødelighed: blodgruppe-ufor enelighed mellem hunkatten og dens killinger.

 Grundlæggende blodgrupper hos kat

Hos mennesket er der flere forskellige faktorer involveret i blodtyper, inklusive rhesus faktoren . De bedst kendte og lettest forståelige serier er de primære blodgruppefaktorer: 'A','B'og 'O'. (For at anskueliggøre et vanskeligt emne: Type A personer producerer antistoffer, der reagerer, hvis de kommer i forbindelse med antigener i en fremmed type 'B' blod, og type 'B' personer producerer tilsvarende antistoffer imod type 'A' blod. Personer med den relativ ualmindelige type 'AB' kan tåle blod fra begge typer, da deres krop kan genkende begge faktorer. Type O personer reagerer imod alle andre typer af blod, men deres blod kan uden risiko gives til en af de andre grupper, da blodet ikke indeholder nogen fjentlige faktorer.)

Hverken type 'A' eller 'B' er dominant overfor den anden (en person, der arver A fra den ene forælder og 'B' fra den anden vil få typen 'AB'), men begge er dominant til 'O'.

Blodgrupper hos kat virker imidlertid anderledes: gruppe 'O' eksistere ikke. De to hovedtyper er 'A' og 'B', hvor 'A' er dominant overfor 'B', således at en kat kan være type 'B' (homozygotisk recessiv), type 'A' men bærer af 'B' (heterozygot), eller ren A (homozygotisk dominant).

Der er a tredje type, 'AB', som er meget ualmindelig og indtil for nylig lidet forstået. Det er ikke det samme som 'AB' hos mennesket (hvis en kat får 'A' fra den ene forælder og 'B' fra den anden, vil dens type ikke blive 'AB' men type 'A' der bærer B ). Nyere undersøgelser vækker formodning om, at type 'AB' virker som en del af de samme serier som typerne 'A' og 'B', selvom de synes at være nedarvet hver for sig. Det er recessivt for 'A' men dominant for 'B'. Fordi det er så ualmindeligt vil type 'AB', af praktiske årsager for det meste blive forbigået i denne artikel, da det er noget, som de fleste opdrættere sandsynligvis ikke vil møde.

Type 'A' individer (den dominante type) hos kat producerer ingen antistoffer, eller kun meget svage, til type 'B' blod, og type 'AB' katte producerer ingen antistoffer mod nogen af de andre blodtyper. Type 'B' individer producerer imidlertid stærke antistoffer mod type 'A' blod, og det er her problemer i opdrætsituationer kan opstå.

Problemer med uforenelighed

Der er to væsentlige områder i hvilke blodgruppeuforenelighed kan have alvorlige konsekvenser. Det første ligger i situationen, hvor en kat modtager en transfusion af en forskellig type, hvorved en alvorlig uforenelighedsreaktion kan opstå, sædvanligvis med fatale konsekvenser. Det andet område, der synes i højere grad at være et problem og vække bekymring hos de fleste opdrættere, er, hvor der findes uforenelighed af blodtyper mellem moderkatten og hendes killinger.

Det største problem i denne situation er den neonatale dødelighed hos type A killinger, der fødes af en type 'B' moderkat. Som nævnt ovenfor, producerer type A katte kun et meget lavt niveau af antistoffer mod type 'B' blod, mens type 'B' katte producerer kraftige antistoffer mod 'A'. Disse antistoffer findes i store koncentrationer i råmælken hos en type 'B' moderkat. Når nyfødte killinger dier og nedsvælger råmælken, overføres antistofferne via tarmvæggen til killingens blodstrøm. Hvis killingerne har type 'A' blod, vil antistofferne reagere med de røde blodcellers overfladeproteiner og ødelægge dem. Denne proces kaldes isoerythrolyse, som kan medføre akut anæmi (blodmangel) og sædvanligvis resulterer i synligt tegn på gulsot, når killingens umodne lever kæmper for at udrense de døde blodceller. Ødelæggelsen af de iltbærende blodceller og den deraf resulterende anæmi kan medføre nekroser (dødt væv) i killingens interne vitale organer, og/eller deres ekstremiteter, såsom ørespidser eller halespidsen. Angrebne killinger vil typisk udskille karakteristisk brun eller rødfarvet urin, der skyldes udskillelse af de døde blodceller. I tilfælde, hvor der er risiko for eller mistanke om isoerythro lyse, kan killingen stimuleres til at urinere på en hvid vattot eller stykke stof for derved at kunne kontrollere den karakteristiske misfarvning.

Af grunde, der ikke er helt opklaret, udvikler sygdommen forskelligt; nogle killinger er mere alvorligt angrebne end andre; mange er alvorligt angrebno og dør, mens et lille antal, der teoretisk er i risikogruppen, synes at være upåvirkede. Symptomerne kan være gulsot og død indenfor de første to levedage; killingen kan overleve, men halespidsen kan blive nekrotisk og falde af fra 10. til 14. levedag, eller i sjældne tilfælde vil der overhovedet ikke være synlige tegn på sygdommen. I tilfælde hvor der er sket skader i killingens interne organer, kan det hænde, at killingen vantives og dør efter flere uger.

Killingens modtagelighed over for de maternelle antistoffer varer heldigvis kun i ca. de første 16-24 timer. Derefter bliver killingens tarmvæg uigennemtrængelig, således at antistofferne ikke kan trænge ind i blodstrømmen og forårsage skade. Det er derfor uskadeligt for en type 'A' killing at die fra en type 'B' moderkat efter at denne første, afgørende periode er overstået. (Nogle ældre publikationer om dette emne antyder, at det er nødvendigt at type 'A' killinger forhindres i at die fra type B mødre så længe som 48 timer, mens nogle nye forskningsresultater anslår, at perioden kan være så kort som 16 timer. For en sikkerheds skyld bør man dog nok holde sig til mindst 24 timer.)

Der siges at være belæg (for det meste vedrørende Britisk Korthår, hos hvilke der findes en høj forekomst af blodtype 'B') for, at nogle type 'B' hunkatte ikke kan und- fange efter parring med en type 'A' hankat, eller at killingerne kan blive resorberet tidligt i drægtigheden. Det synes også som om nogle af hunnerne ikke går terminen ud og aborterer spontant ved ca. 6-8 ugers drægtighed. Der er indtil nu kun meget få videnskabelige undersøgelser der kan forklare de involverede mekanismer i disse før-fødsels tab, men det kan være muligt i visse tilfælde, at de maternelle antistoffer kan overføres via efterbyrden og derved forårsage død i livmoderen hos killinger med uforenelig blodtype. Dette kan imidlertid ikke siges at være en generel regel, og den nøjagtige årsag til disse forekomster er indtil dato forblevet usikker.

Praktiske implikationer

Når man i praksis har at gøre med blodgruppeuforenelighed i forbindelse med en parring, er viden nøglen til at undgå problemer.

Det allervigtigste er at kende hunkattens blodgruppe. Er hun en blodgruppe type A kat, skulle der ikke være en risiko for neonatal dødelighed gennem isoerythrolyse, uafhængig af hankattens blodgruppe, da hun ikke vil producere antistoffer mod blodtype 'A' killinger, og enten ekstremt lav eller slet ingen mod dem af blodtype B . Er hunkatten imidlertid af blodtype 'B', er der mulighed for, at der opstår problemer.

Når man planlægger at parre en type 'B' hunkat, er hankattens blodgruppe af aller vigtigste betydning. Parret til en gruppe 'B' hankat, vil der kun blive produceret type 'B' killinger, hvorfor der ikke skulle være en risiko for uforenelighed. Med en type 'A' hankat er der mulighed for at føde type 'A' killinger, der alle vil risikere at udvikle isoerethrolyse, hvis de får lov til at die fra deres mor inden for de første 24 timer. (Se tabel 1)

Tabel 1

Det mest regulære valg synes at være altid kun at bruge type 'B' hanner til type B hunner. Dette kan lade sig gøre i racer som Britisk Korthår, hvor der er en temmelig stor arvemasse og en betydelig del af racen (59% i UK) er af type 'B', men selv i de tilfælde kan opdrættere nægte sig selv de positive fordele af at bruge en type A hankat, der kan være yderst passende i andre henseender, enten på grund af superiør form eller på grund af afstamning.

I racer som Devon Rex, hvor katte med type 'B' blod udgør et væsentligt mindretal og hvor arvemassen allerede er begrænset, yderligere problemer eksisterer, som vil blive senere.

Nogle avlshankatteejere kan, af en hvilken som helst grund, beslutte ikke at blodtype bestemme deres han, muligvis fordi de aldrig har haft neonatalproblemer selv, eller fordi de kun anvender type 'A' hunner i avlen, hvorfor de ikke opfatter blodgruppeuforenelighed som et problem.

Det bør dog nævnes, at der vil være tilfælde, hvor det kan være ønskeligt at parre en 'B' hunkat med en 'A' hankat, eller til en han, hvis blodtype ikke er kendt. Under disse om stæn digheder er det stadig muligt at undgå isoerythrolyse og den deraf følgende dødelighed, hvis man er opmærksom og handler med omhu.

Det vigtigste er at huske, at nyfødte type 'A' killinger er kun i risikogruppen, hvis de indtager anti-A antistoffer fra deres mors råmælk inden for de første 24 timer af deres levetid. Derefter kan antistofferne ikke gennemtrænge tarmvæggen og ødelægge killingens røde blodceller. Den virkelig vanskelighed synes at være, at man skal være sikker på at man er til stede (og vågen!) når hunkatten føder, så man kan fjerne killingerne fra moderen inden de får lejlighed til at die. Hvis man kan klaret dette uden uheld, er der flere måder at håndtere de kritiske 24 timer.

For det første, og måske det simpleste, kan man håndfodre killingerne med Cimicat eller et lignende kattemælkprodukt inden for perioden, hvorefter man lægger killingerne tilbage til moderen, så snart risikoperioden er overstået. Ulempen ved denne metode er, at en moderkat der får samtlige sine killinger fjernet, kan blive meget ulykkelig, dette er dog at foretrække fremfor at miste nogle eller alle killinger. Mange opdrættere har med held kunnet klare denne situation ved at iklæde moderkatten en lang strømpe eller letvægts elastik ban dage, der dækker katten fra skulder til hofte, hvorved samtlige mælkekirtler dækkes for at forhindre killingerne i at die. Herved kan killingerne lægges tilbage til moderen efter hver fodring, hvor de kan holdes varme, pusles og plejes så tilknytningen mellem mor og killing tilgodeses.

For det andet, kan man nu gennem dyrlægeklinikker bestille og få udstyr til blodtypebestemmelse (ikke i Danmark! - oversætterens bemærkning), med hvilket man kan bestemme killingens blodtype af blod taget fra navlestrengen. Opdrættere, der har anvendt dette udstyr, har imidlertid kunnet berette, at det er et pillearbejde at anvende udstyret, og at det ikke er nemt at få blod nok fra navlestrengen til at kunne udføre en præcis prøve. Fordelen ved denne metode er, at når først killingen er blevet testet, kan type 'B' killingerne, der ikke er i risikogruppen, straks lægges tilbage til moderkatten for at die og blive plejet og passet på normal vis så hun ikke bliver irriteret, men type 'A' killingerne kan håndfodres og lægges tilbage til hende så snart risikoperioden er udløbet. Der er altid en mulighed for, at SAMTLIGE killinger vil have type 'A', og at det derfor er nødvendigt at håndfodre i alle tilfælde; men hvis de alle testes 'B', er problemerne overstået!

Den optimale løsning er måske, hvis man har mulighed for det, at planlægge en type 'A' hunkats nedkomst til en uge før eller så inden type 'B' katten skal nedkomme, og derefter at bytte om på killingerne i mindst 24 timer. De ældre killinger vil ikke blive påvirket af 'B' kattens anti-A antistoffer, og de nyfødte vil uden risiko kunne die hos type 'A' katten.

Det er klart af yderste vigtighed at kende avlshunnernes blodtype i de racer, hvor begge blodtyper optræder med en vis hyppighed. Selv i de racer, hvor type 'B' kun sjældent forekommer, kandet være nyttigt at teste avlshunner når enten deres stamtavle eller tidligere tilfælde af neonatale eller pre-natale tab af killinger antyder, at der kan være et problem. Testning kan også overvejes i tilfælde af udkrydsning af en avlshun fra en race, hvor type 'B' optræder (f.eks. Cornish Rex) til en hankat fra en race kendt for overvejende eller udelukkende type 'A' (f.eks. Siameser/Orientaler eller Russian Blue). Det er imidlertid ikke kritisk at kende avlshunnens blodgruppe hvis hankatten, den skal parres med, allerede er kendt som type 'B' , da uforenelighedproblemer ikke opstår, når hankatten har denne blodtype.

Ideelt burde alle avlskatte der hører til de racer, hvor begge blodtyper forekommer, blodtypetestes, men dette kan ikke altid lade sig gøre, eller opfattes af alle opdrætterne som en nødvendighed.

I situationer, hvor type 'B' hunner sandsynligvis vil producere en blanding af typerne 'A' og 'B' , kan blodtypetestning af nyfødte være et brugbart værktøj for at undgå dødelighed hos disse på grund af isoerethrolyse. Dette vil dog ikke være nødvendigt eller praktisk for alle killinger efter alle parringer, da de fleste ikke vil være i fare.

De sjældne tilfælde af katte med blodtype 'AB' af praktiske hensyn betragtes som om var de af type 'A' . En type 'B' avlshun parret til en type 'AB' han bør betragtes som om var hun parret med en type 'A' han, og enhver type 'AB' killing efter en type 'B' avlshun bør ligeledes betragtes som en type 'A' killing, og bør - for at undgå isoerethrolyse - ikke die fra moderen de første 24 timer. En type 'AB' avlshun skulle imidlertid teoretisk være sikker at parre til hanner af en hvilken som helst blodtype, idet hun ikke vil producere antistoffer imod killingernes blod af samme type som hendes eller nogen af de andre type.

Blodgruppernes fordeling

Den blodgruppen der udgør den største del inden for samtlige racer såvel som ikke- stambogsførte katte, er den dominante type 'A'.

Den del, der udgør type 'B' blod hos katte varierer væsentligt blandt racerne, de fleste tilfælde findes blandt Britisk Korthår, Persertypede langhårskatte, Exoticer, samt Devon og Cornish Rex.

Den totale mængde af katte med type 'AB' er meget lille, og Bengalen synes at være uforholdsmæssigt højt repræsenteret inden for denne gruppe. Dette kan være en følge af anvendelse af hybrider, krydsninger til den asiatiske leopardkat, i det grundlæggende mate riale inden for denne race, idet den genetiske sammensætning hvad angår blodgrupper er væsentlig forskellig hos vildkatte i forhold til tamkatte.

De indtil i dag mest omfattende undersøgelser af felin blodtypefordeling blandt forskellige racer er blevet udført af professor Giger og hans gruppe ved University of Pennsylvania. Undersøgelserne viser, at 33% af Cornish Rex og 45% af Devon Rex har type 'B'.

En begrænset testning foretaget i UK ved en undersøgelse på Royal Edinburgh Veterinary School viser et noget andet billede i forhold til samtlige resultater opnået ved internationale undersøgelser, men da ingen Cornish Rex og kun 2 Devon Rex var med i disse studier, tilvejebringer disse undersøgelser ingen brugbare statistikker i UK vedrørende blodtyper inden for disse to racer. Resultater af testninger registreret af Rex BAC indikerer, at fordelingen af blodtyper hos Devon Rex i vidt omfang afspejler det internationale billede. Rygtevis synes flertallet af Cornish Rex i UK at have blodtype 'A', selv om BAC nu erkender tilstedeværelsen af type 'B' inden for det i UK anvendte avlsmateriale, og foreslår at alle avlskatte bør være blodtypetestet.

Hvorom alting er, var forskellene synlige mellem amerikanske og UK undersøgelser, især hvad angår det uventet høje antal af type 'AB' katte i UK undersøgelserne. Denne udtalte forskel kan afspejle antallet af Bengaler i undersøgelserne, men kan også være påvirket af det faktum, at en ny testningsmetode var under afprøvning.

Forklaringen på forskellene mellem UK tallene og det bredere internationale billede kan ligge, i det mindste delvist, i UK s relative isolation hvad angår importerede katte. Landets geografiske status som en ø betyder, at dets ikke-stambogsførte kattebestand kan have udviklet sig forskelligt fra dem fra nabolandene i hovedlandet Europa; en noget højere andel af gruppe 'B' blod i den oprindelige population kan være blevet forøget og konsolideret ved udelukkende at avle inden for dette (relativt) begrænsede avlsmateriale. De i det 20. århundrede indførte karantænebestemmelser for at beskytte UK s rabiesfrie status har uden al tvivl forøget isolationen for den oprindelige ikke-stambogsførte population forårsaget af de geografiske faktorer.

Dette er af endnu større vigtighed for racekatteopdrættet. Det har altid været muligt at eksportere katte, og især både Cornish of Devon Rex racerne er blevet spredt fra deres oprindelsessted i sydvestengland til rundt om i verden. Import af katte har imidlertid været alvorligt begrænset af de bureaukratisk indviklede forhold, og ikke mindst af de økonomiske udgifter i forbindelse med dyrets seksmåneders anbringelse i karantæne udover anskaffelses- og transportudgifter.

Derfor har den feline genmasse i UK indtil for ganske fornyligt kun været på et lavt niveau for tilførsel fra udlandet sammenlignet med de lande, i hvilke grænseoverskridende bevægelse af dyr har været ubegrænsede, enten med salg eller parringer for øje. Indførelsen af Pet Travel Scheme ( Pet Passport ) kan med tiden få betydelig indflydelse på genmassen hos racekatte i UK. Ikke alene vil ordningen gøre import af avlsdyr enten fra eller via EU lande meget nemmer og en del billigere, men også åbne for muligheden for at sende hunkatten til parring i Vesteuropa.

Forskelle i avls- og udstillingspolitik i GCCF sammenlignet med dem i FIFe, CFA og andre internationale katteorganisationer kan forklare forskellene i genmassen hos specifikke racer i UK sammenlignet med de tilsvarende andre steder i verden. Disse retningslinier, især hvad angår udkrydsninger, har ofte været influeret af vanskelighederne ved import af katte og de deraf følgende begrænsninger i forhåndenværende antal af avlsdyr inden for visse individuelle racer.

Det er ikke urimeligt at antage, at de generelle forskelle i arvemassen genspejles af forskellene i udbredelsen af blodgrupper. Når UK opdrættere indfører oversøiske blodlinier til deres avlsprogrammer, må de være opmærksomme på hvor forskellen i blodgruppeprofiler findes, og om nødvendigt typebestemme og sørge for ikke at løbe ind i problemer med uforlignelighed enten i F1 eller følgende generationer.

Det er interessant, at også Australien, der også er et rabiesfrit land og opretholder et karantænesystem for tamkatte, har væsentlige forskelle fra normen i denne henseende med en meget højere procentdel af type 'B' katte end i de generelle internationale tal. Det kan være bemærkelsesværdigt, at Australien ikke har nogen oprindelige indfødte katte, og at de fleste katte, der danner grundstammen for arten på dette kontinent, stammer fra UK.

Synlige variationer i blodtypefordelingen hos ikke-stambogsførte katte forekommer også i USA, med en forekomst af blodtype 'B' på mindre end 1% i nordøst- og midveststaterne, og op til 6% på vestkysten. Der findes for tiden ingen teori, der kan forklare disse forskelle.

Forsøg på at eliminere disse uønskede gener

At fjerne et dominant gen er teoretisk ligetil, og kræver kun at samtlige katte med den dominate fænotype (i dette tilfælde blodtype 'A') neutraliseres. Dette kunne rimeligvis kun overvejes i Britisk Korsthåsopdrættet, da det er kun i denne race, hvor gruppe 'B' er den største blodgruppe.

I praksis er det mindre let gennemførligt. Hvis et særligt godt eksemplar inden for en race har type 'A', vil ejeren antagelig være uvillig til at netralisere katten og derved at tabe de positive gevinster, som dyret kunne bidrage med, ikke kun til opdrætteren, men til racen som helhed. Personer med en god type 'A' hunkat vil jo ikke have problemer med neonatal erythrolyse hos killingerne, og vil derfor ikke kunne se fordelen i at sterilisere katten.

Et muligvis fungerende kompromis under disse omstændigheder ville være at neutralisere alle type 'A' hanner og kun bruge type 'B' hanner i avlen for at undgå problemerne med neonatal dødelighed, uanset hvilken blodgruppe hunkatten tilhører. Dette vil på den anden side, på længere sigt yderligere reducere forekomsten af blodgruppe 'A' i racen.

At fjerne et recessivt gen fra avlsmaterialet er et langt mere vanskeligt forehavende end det at fjerne et dominant gen. Selv om den recessive fænotype (blodtype 'B') optræder langt mindre hyppigt og samtlige katte af denne blodtype neutraliseres, vil der sikkert restere et forbavsende højt antal 'A'-type katte, der vil bære det recessive gen for type 'B'. Som et eksempel kan nævnes, at der i en race, hvor kun 10% er type 'B' eksemplarer, kan være over 43% heterozygotisk 'A' (bærere af 'B').
(Se Tabel 2.)

GCCF s Welfate Trust støtter nu et projekt foreslået af Dr. Matthew Binns fra Animal Health Trust gående ud på at kortlægge det feline genome. Ved projektets afslutning vil det være muligt at sortere kattene genetisk for at kunne checke deres bærerstatus for en hel række af recessivt genetiske sygdomme, som f.eks. det, der er udført i Koratopdrættet vedrørende den recessivt arvelige sygdom gangliodosis. Det vil også være muligt med samme metode at finde frem til hvilke type 'A' katte, der bærer genet for blodgruppe 'B'; men om det er fornuftigt at bruge ressourcer for at teste katte for tilstedeværelsen af et gen, der ikke i sig selv er sygdoms fremkaldende eller livstruende, er tvivlsomt.

På grund af den for tiden manglende genetiske testmetode til identificering af bærere, er testparringer den eneste forhåndenværende mulighed.

Dette medfører at parre katten, der skal testes, enten til katte med den recessive genotype, eller til påvist bærere af genet. Hvis en type 'A' kat producerer i alt 11 killinger, hvoraf ingen har type 'B' efter en parring til en type 'B' kat, og 19 killinger (igen alle type 'A') efter parring til en påvist type 'B' bærer, er der kun 0.1% sandsynlighed (dvs. én chance ud af tusind) for, at den testede kat er bærer af den recessive type 'B'. En enkelt type 'B' killing er imidlertid bevis nok til, at hunkatten er bærer.

Et stort antal killinger ville nødvendigvis produceres, der alle ville være mulige eller kendte bærere af det uønskede recessive gen, og alle skulle nødvendigvis blodtypebestemmes. Testparringer af hunkatte er et uhensigtsmøssigt foretagende på grund af det store antal killinger, og selv testparring af hankatte kan vise sig at være extremt dyrt. Man skal også huske på, at det kun vil give en sandsynlighed for, at den testede kat ikke er en bærer - der er altid de få, der trodser statistikken, og selv ved en test med dette høje sandsynlighedsniveau vil der altid være en lillebitte chance for, at det recessive gen slipper gennem nåleøjet . Man siger, at recessiver, lige som diamanter, varer for evigt! Man kan også spørge sig selv, ligesom ved genetisk testning, om det er værd at gå til disse yderligheder, når der er tale om et ikke-dødeligt gen.

Tabel 2

Sandsynlig fordeling af Blodtyper fra kendte procentdele af type 'B'

Opdrættere, der arbejder med racer, hvor både 'A' og 'B' blodtyper forekommer, kan have den fornemmelse, at den bedste fremgangsmåde ville være at fjerne minoritets gruppen fra deres avsmateriale, og det kan faktisk være muligt for individuelle opdrættere at vælge at teste deres katte og kun at anvende katte af én blodgruppe inden for avlen. Et muligt scenario er da, at nogle opdrættere kun vil beskæftige sig med type 'A' og andre kun med type 'B'. På længere sigt kunne dette føre til en situation, hvor den enkelte race, hvad angår registrering og standard, i praksis ville blive opdelt i to parallelle opdræt med separat, reduceret avls materiale, opsplittet i blodgruppelinier.

De genetiske følger kunne være alvorlige, hvis koordinerede anstrengelser førte til bortfjernelse af en minoritetsblodgruppe fra en race; især i en race, der allerede har en begrænset genmasse og et relativt lavt antal avlsdyr. Det kunne uundgåeligt forårsage svind af den eksisterende genmasse og forværre de allerede eksisterende indavlsproblemer.

Den historiske baggrund for Cornish og Devon Rexer

Tilstedeværelse af type 'B' blod i både Cornish og Devon Rex skulle ikke være forbavsende, idet begge racer stammer fra ikke-stambogsførte katte fra Sydvestengland; det er højst sand synligt, at genet har eksisteret der siden begge racers begyndelsen. Den indfødte kattepopula tion på de Britiske øer indeholdt en højere del end normalt af type 'B' eksemplarer, og er den samme grundlæggende genetiske base, der førte til Britisk Korthår, med den meget høje forekomst af blodtype 'B'. De mest almindelige racer, der blev anvendt i begge racers tilblivelse til udvidelse af genmassen var ikke-stambogsførte korthårskatte og Britisk Korthår. Det er sandsynligt, at mange af de tidlige exporter fra UK til USA var enten gruppe 'B' eller bærere af genet.

I Nordamerika har CFA lukket muligheden for udkrydsninger i begge racer allerede for flere år siden. Dette har for det meste medført en indefrysning af genmassen. Dette har ikke været tilfældet i UK, og racer anvendt i udkrydsninger til forskellige tider kan have medført en variation i blodgruppefordelingen gennem tiderne.

I Devon Rexens årle morgen, inden man fandt ud af, at den var en genetisk mutation forskellig fra Cornish, blev f lere krydsninger lavet mellem de to racer, og de normalhårede hybrider blev anvendt i til fremme af begge. Det er derfor muligt, at alle Devon linier har en fælles genetisk arv med Cornish Rex, og faktisk er Devoner, der bærer Cornish-genet fra krydsningerne foretaget for næsten 40 år siden, stadig nu og da synlige efter tilfældige parringer med Cornish! Tilsvarende er kun meget få UK Cornish linier uden nogen spor af Devon i deres stamtavler. selvom Du-Bu, Amska, Senty-Twix og Zureiqa Cornish Rexer var omhyggelige med ikke at inkludere nogen kat fra Devon-hybrid linier i deres opdræt.

Den mest almindelige udkrydsning på Devoner har været på Britisk Korthår. For at forbedre pelskvaliteten har man også tidligere foretaget parringer til Persertype langhårskatte. Den aktuelle avlspolitik forbyder den slags udkrydsninger på grund af den uønskede bevarelse af langhårsgenet i racen (forekomsten af type 'B' blod i disse racer er nu ca. 15%). Britterne og Perserne har begge enten forøget eller konsolideret den høje forekomst af gruppe 'B' blod indenfor Devon-arvemassen.

Et antal Burmesere med deres næsten eksklusive type 'A' blod har fornylig været anvendt til udkrydsning. Disse katte kan have forårsaget en bevægelse i blodtypefordelingen i Devon racen, men dette har næsten sikkert dannet modvægt mod den fortsatte popularitet af Britisk Korthår som udkrydsningsmulighed.

Billedet er mere komplext for Cornish Rex, hvor Britisk Korthår blev kraftig anvendt i UK ved racens tilblivelse. Dette medførte imidlertid en synlig ændring af typen, en ændring, der fjernede sig fra Kallibunkers oprindelige slanke type. Der kom flere forslag til at modvirke dette.

Alison Ashford importerede Riovista Kismet, en blå Cornish han, fra Canada, og han står bag mange stamtavler for nutidens katte, især dem, der nedstammer fra Alisons Annelida linjer. Det kan meget vel være, at Kismet selv var type 'B' eller var bærer af genet, da blodtypebestemmelse på Cornish inden for de seneste år har vist, at et ualmindeligt højt antal katte i Canada, samt dem fra canadiske linjer, er af type 'B'.

Andre forsøg på at forfine typen og fjerne Britisk Korthårs tætte kropsbygning medførte en del udkrydsninger på Siamesere. Herved er type 'A' antagelig blevet tilført, idet denne race udelukkende har type 'A'. Bagsiden af disse udkrydsninger var en betydelig tilbagegang i pelskvaliteten, og for at modvirke det uden at miste typen foretog Hetty Hamilton (stamnavn Zureiqa) en udkrydsning på Arctic Piatrovitch, en Russian Blue, en anden ren type 'A' race.

Britisk Korthår har ikke gennem de sidste ca. 20 år været et populært udkryds nings- emne for Cornishopdrættere, selv om racen er forblevet tilladt som udkrydsningsrace (kun i UK, red.). De fleste udkrydsninger har været på Siamesere, siamtypede orientalere, og nu og da på Russian Blue. Dette har næsten med sikkerhed haft en betydelig indvirkning i form af en ændring i den generelle balance af blodtypeforekomsten inden for racen i UK, og synes at være grunden til afvigelsen af typefordelingen i UK sammenlignet med et bredere internationalt billede.

Mange type 'B' hunkatte er gennem tiderne antagelig blevet neutraliserede, affærdiget som dårlige avlsdyr på grund af gentagne tab af nyfødte eller aborterede killinger. Man skulle tro, at dette ville også med tiden have haft en reducerende indvirkning på forekomsten af type 'B' katte inden for racen, da deres gener ikke blev videregivet. Man skal dog huske på, at en type 'B' hankat kunne være blevet betragtet som en både potent og successrig avslhan, idet ingen problemer forbundet med uforenelighedsreaktioner ville vise sig hos hunner parret med en han af denne type, uanset deres egen blodgruppe. En type 'B' hankat kunne derfor inden for racen varigt sikre denne blodtype. Den simple reproduktive biologi fortæller os, at en enkelt avlshan kan have en gennemslagskraft på racens avlsmasse, der overgår mange hunners, og gennemsnitseffekten inden for en lukket avlsmasse kan vel tendere mod ligevægt.

Tilstedeværelsen af forskellige blodgrupper inden for en race kan give alvorlige problemer for opdrættere, også hjerteskærende tab af nyfødte killinger, når ufor lige- lig heds reaktionerne opstår. Men viden og omhu er med til at gøre arbejdet muligt, og man kan minimere eller helt undgå problemerne.

Det kan siges, at det på længere sigt er mindre ødelæggende for de enkelte racer end at tage skridt, der yderligere ville formindske en allerede begrænset avlsmasse.

Anerkendelser:

Tak til følgende personer for assistance i forberedelsen af denne artikel:

Oprindelig artiklen, Judith Picknell, UK, © April 2001 & May 2001

Professor Urs Giger, University of Pennsylvania, USA, for oplysninger og referencer.

Professor Michael Day, Langford, Bristol University Veterinary School, UK, for oplysninger og kopier af artikler.

Dr. Sandy Robertson, University College London, UK, for beregningen af de statistiske oplysninger i Tabel 2.

Caroline Prout, Fergan British Shorthairs, for oplysninger om blodtypeuforenelighed host Britisk Korthår.

Links

http://www.rexcatz.fsnet.co.uk/bloodgroups.htm

http://www.dr-addie.com/Blood%20groups.htm

http://www.winnfelinehealth.org/reports/blood-type.html

http://www.netcat.org/symposium/blood-type.html

http://www.vet.upenn.edu/penngen/transfusion.html

http://www.fergan.mcmail.com/BGI.htm

http://members.aol.com/Atochabsh/bloodtyp.htm

http://www.napa.ufl.edu/99news/catblood.htm

http://www.cbscc.freeserve.co.uk/colourpointedb/blood.htm

http://www.rexsphynxklubben.dk/

¹ Med forfatterens (Rexcatz@aol.com) specielle tilladelse til dansk oversættelse i Rex & Sphynx Klubbens Nyhedsbrev. (Oversat af Susanna T. Bugge)
(The source code for this web reproduction is copyright 2002)